Toblokssytemet

Efter systemskiftet i 1901 opstod der et toblokssystem, der netop afspejlede de nye skillelinjer i befolkningen: på den ene side fandtes landarbejderne, husmændene og byarbejderne og på den anden side de velstillede i by og på land. På den ene side af denne skillelinje stod Højre, der senere skiftede navn til Konservative Folkeparti, fordi partiet accepterede den lige og almindelige valgret og parlamentartismen. Venstre flyttede langsomt over mod Højre, da dets venstrefløj havde dannet deres eget parti, Det Radikale Venstre, i protest modmilitærudgifter. Ude på venstrefløjen kom som følge af industrialiseringen Socialdemokratiet frem for fuld kraft. Toblokssystemet bestod således af Højre og Venstre og på den anden side Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne.

Reelt set lå socialdemokrater og radikale ret langt fra hinanden, idet De Radikale ønskede at bevare det markedsøkonomiske system, mens Socialdemokraterne arbejdede for et fælles socialistisk samfund med fælleseje af produktionsmidlerne. Til trods for deres forskellige ønsker, kunne de enes om reformer, og en ny alliance var ved at dannes.

Den demokratiske ændring af Grundloven blev gennemført under radikal ledelse, da Det Radikale Venstre dannede regering i 1909-10 og igen fra 1913-20.

En ny grundlov belv gennemført i 1915, hvor de største ændringer var, at den priviligerede valgret til Landstinget blev afskaffet, og at nye grupper fik valgret - kvinder og tjenestefolk. Valgretsalderen blev sat ned og yderligere blev det bestemt, at partierne skulle være ligeligt repræsenteret, dvs. forholdstalvalg. Til slut blev det besluttet, at Grundloven skulle gøres meget svær at ændre. I denne reform kan man tale om et kompromis, da Højre måtte bøje sig og gå med til at afskaffe den priviligerede valgret i Landstinget! Dog kom der Højre noget til gode, da der i 1920 blev indført en udjævningsordning med tillægsmandater, hvilket resultarede i, at det nye Konservative Folkeparti fik en stærkere position i Folketinget.

Med den nye grundlov fulgte også, at valgdeltagelsen steg til ca. 80 %, hvilket styrkede parlamentarismen, hvor den forsamling, der skulle afgøre, hvilken regering der blev udnævnt, hvilede på en så bred vælgerbasis.

Valgdeltagelsen var nu steget, partierne var blevet fastere organiseret og de repræsenterede mere entydigt hver sin befolkningsgruppe. Man kan således sige, at demokratiet nu var realiseret.


- Skrevet af Emilie

Grundloven - baggrund og konsekvenser

Grundloven blev dannet i 1849 på baggrund af Treårskrigen. Besættelsen af Danmark styrkede befolkningens sammenhold om et demokrati. Befolkningen og politikerne havde et ønske om at ændre Grundloven.Grundloven er Danmarks forfatning, dvs. det er den liv som beskriver reglerne for samfundet. Grundloven beskriver blandt andet den enkelte borgers rettigheder, f.eks. at vi har ytringsfrihed.


Grundloven var bygget over magtfordelingsprincipper, dvs. at den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt skulle være adskilt. Folketinget har den lovgivende magt, det er dem som vedtager lover i Danmark. Kongen har den udøvende magt, men i praksis er det regeringen som har denne. Det er dem som sørger for at lovene bliver til en realitit, men loven har dog kun værdi hvis Kongen eller en minister underskriver den. Domstolene har den dømmende magt, domstolene dømmer, om lovene overholdes. De tre magtprincipper blev begyndelsen på et demokratisk styre, selvom der dog kun var 14 procent af befolkningen som havde stemmeret. Det var de kloge og dem med en ok indkost. Udover at sige hvordan demokratiet skulle fungere, indeholdt Grundloven også de borgerlige og politiske rettigheder. Dette skete ved at man havde to Tinge, Landstinget og Folketinget. I Landstinget skulle man være over 40 år og have en god indtægt for at blive valgt - det var altså godsejere som dominerede Landstinget, hvor at bønderne dominerede Folketinget. Derfor blev Landstinget til en konservativ garanti, alle love skulle vedtages både i Folketinget og i Landstinget.  I de følgende år var der et konservativt flertal i Landstinger. Dette medførte et problem, da der ikke var nogen regler for, hvordan konflikterne mellem Landstinget og Folketinget skulle løses. Dette resulterede i en forfatningskamp mellem Højre og Venstre, og pga. den store forskel mellem godsejerne og bønderne - resulterede det i at de ikke kunne samarbejde.


Af Trine

Forfatningskampen

Venstre kæmpede for parlamentisme, som går ud på at en regering enten skal have et flertal i parlamentet bag sig eller ikke må have et flertal imod sig. Højre afviste dette krav, og Venstre gjorde alt for at tvinge sin vilje igennem. I 1873 nægtede Venstre at stemme for finansloven, og det endte med Højre-regeringens afgang i 1874. Dette betød dog ikke en sejr for Venstre, da J.B.S Estrup som var statsminister (1875-1894) ikke havde nogen respekt for folketingsflertallet.  Venstre lagde et massivt pres på regeringen- finanslovsbevillingerne blev beskåret til et minimum og derudover lammede de lovgivningsarbejdet maksimalt. De provisoriske love gjorde det muligt for Estrup at udstede love på egen hånd. Grundloven havde nemlig en nødpragraf, der muliggjorde dette ’i særdeles påtrængende tilfælde’, hvis Rigsdagen ikke kunne mødes- dette udnyttede Estrup ved at sende Rigsdagen hjem, selvom det var i strid med tankegangen i Grundloven. Da der d. 21. oktober blev affyret skud mod Estrup, udsatte statsministeren Rigsdagens møder til ubestemt tid og gennemførte hurtigt to provisoriske love. Den første var gendarmsprovisoriet som genoprettede et ridende politi under militær kommando. Den anden gjorde det til en kriminalitet at kritisere regeringen. Landet led under Estrup’s diktaturmetoder, og alle forsøg på at opnå normale forhold slog fejl.  Modstanderne stod meget svagt. Grundloven gav kun Rigsdagen lov til at mødes i to måneder om året, og det gav Estrup mulighed for stærk dominans af landet.

- Kathrine 3.z

Målet er fuldt - af Louis Pio

Louis Pio (1841-1894) var en socialistisk dansk pioner der samlede de danske arbejdere under en arbejderbevægelse. Han var optagede af de franske tanker om revoution og bedre vilkår for arbejderne. Han stod også bag den første arbejderavis: Socialisten. 


Louis Pio indkaldte den 2. maj 1872 til et møde for arbejdere søndag den 5. maj på Københavns Nørre Fælled. Indkaldelsen blev ledsaget af hans artiklen: Målet er fuldt. Mødet blev holdt på baggrund af overensstemmelser mellem murerne og deres arbejdsgivere. Kilden er samtidig og dermed en primær kilde. Dette kan ses på baggrund af at artiklen blev bragt den 2. maj og opfordrer allerede til oprør den 5. maj så dermed er det en samtidig artikel der går ud til alle arbejdere i det danske samfund.


I Socialisten den 2. maj (nr. 26) blev artiklen: Målet er fuldt, bragt med henblik på at opfordre arbejderne om at stå sammen. Dette kom sig af at: modstander, redaktør C. Ploug opfordrer til at murermestrene skal sulte deres svende ud, for at håndværkere og arbejdere ikke skal få mod til at forsøge at forbedre deres kår. Som modsvar kom artiklen så med citater som fx.: " Skal vi da som lam lade os føre til kapitalens slagtebænk, skal vi tåle at vores fjender måske for flere år standser hvor fremgang NEJ, det kan Københavns arbejdere ikke være bekendt!" Af dette citat kan man se hvor farvet artiklen er, alle opråbene er farvet af en stærk socialistisk tankegang der opmuntrer til oprør mod kapitalen.   


Kilden er præget af  Marx ideer om at arbejderne skal stå sammen mod kapitalismen. Den får arbejderklassen til at sætte sig i opposition til den styrende magt.
Kilden kan bruges som levn og beretning ved at kunne fortælle om tiden - 1872 - eller fortælle om arbejdernes forhold og den kamp der blev udspillet.

- Emilie, Kathrine og Pernille

Spørgsmål til arbejdernes boligforhold

1) Redegør ud fra Lektien for årsagerne til de dårlige boligforhold i København: 
http://www.pladstilosalle.dk/frabaggrd/bolig2/index.html


De dårlige boligforhold blev forårsaget af industrialiseringen og udviklingen fra by til land. Der kom en voksende arbejderklasse, der alle skulle bo tæt på deres arbejdsplads. Derfor var der stor mangel på lejlighederne i indre by! 
Indbyggertallet steg markant i løbet af 1800-tallet og folk boede meget tæt på meget lidt plads. 
Bygningerne var ikke lavet til at rumme så mange mennesker, så folk indlogerede sig i fugtige kælderrum og kolde loftrum. Der var ikke anlagt i København, hvilket resulterede i, at befolkningen levede i en stank af affald fra både køkken og toilet. Affald og ekskrementer flød i rendestenene, hvilket gjorde byen til et usundt sted at færdes. 


2) Undersøg ved hjælp af nedenstående link og den vedlagte kilde Byggelovgivningen fra 1869 hvordan der fra officiel side blev forsøgt at forbedre boligforholdene for arbejderne: 
http://brumleby.dk/frontpage.php?oldthem=231&pageld=231


Den vedlagte kilde Byggelovgivningen er en masse paragraffer der skal sørge for at boligforholdene for arbejderne gøres bedre. Der er bl.a. fokus på at der skal være mere plads, lys og luft. Der kommer strikse regler om hvor store boligerne skal være og paragrafferne gør det umuligt at bygningerne bliver overbefolkede. Eksempelvis er det nu ikke tilladt at bruge kældre til beboelse med mindre der er vinduer så der er tilstrækkeligt med lys og luft. 


3) Vurder konsekvenserne af de forbedrede boligforhold: 


Arbejdernes boligforhold bliver meget bedre. Der bliver lavet kloakering i KBH, hvilket forøger levestandarden væsentligt. Byggelovgivningen sætter strenge regler for den enkelte bygning og gør livet ikke nær så trængt for det enkelte individ.    

Arbejdernes boligforhold

Slum og elendighed i midten af byen - Det var en følge af industrialiseringen og urbanisering!
Peder Madsens Gang var ingen undtagelse. Den centralt placerede gade var snæver, uhygiejnisk og skummel.
Peder Madsens Gang lå optil det finere Kongens Nytorv og stod derfor som en torn i øjet i det københavnske by liv.  
I 1840'erne begyndte man at udtrykke sin utilfredshed over gaderne. Der blev lagt planer for ændringer af gangen og store forandringer for alle de slidte gader. Men først i 1870'erne begyndte planerne at tage fart. I 1872 fik bankmanden C.F. Tietgen opgaven, der bestod af at omforme gaderne.
Byggeprojektet gik stærkt og allerede i midten af 1870'erne var der ikke en eneste mursten tilbage af den oprindelige Peder Madsens Gang.
De skumle gader var pludselig blevet lyse og åbne og var nu en del af det pænere København.


Vi kan se på plantegning B at gaden skal udvides markant og bliver næsten 4 gange så bred:

For at planen kan blive en realitet må huse nedlægges og gaden i det taget bredes ud. Dette vil gøre København fri for at være en middelalderby, med gaden der ligger som en sort plet med sygdomme, prostitution, og et vildt natteliv.
København kom ved denne forandring et skridt nærmere den morderne industriby vi kender i dag.


- Kathrine, Trine & Pernille

Landbrugets udvikling og forandring i perioden

I 1880´erne fik andelsmejeriet indpas i det danske mejerisystem, og det blev hurtigt den mest dominerende mejeriform. Selvejendebønder gik sammen for at investere i et andelsmejeri, som de enten dannede fra bunden eller overtog fra herregårdene. Før andelsmejerierne blev dannet havde bønderne meget dårlige vilkår - mejeriprodukterne blev opkøbt af leverandører, og herregårdene snød dem for den rigtige pris, så bønderne blev altså underbetalt. Andelsmejerierne medførte at produktionen af mælk, smør mm. gik hurtigere, og der kunne ligeledes produceres mere. Dette medførte at landbrugets eksport steg.

Andelsbevægelsen fandt sted samtidig med at teknologien udviklede sig, der blev lavet maskiner - hvilket betød at produktion ville gå hurtigere, da produkterne ikke længere skulle laves i hånden. En af maskinerne som blev opfundet var centrifugen, som er en maskine der adskiller væsker - dette gjorde at det var muligt at lave gode og billigere produkter, smør blev meget eftertrægtet i udlandet, hvor konkurrence ellers var hård. Andelsbevægelsen spredte sig til andre dele af landbruget f.eks. slagterier. I 1900-tallet var der mere end 1000 forskellige andelsmejerier i Dk.

Kilden "Kontrakt for Hjedding Andelsmejeri 1882" handler om Hjedding Andelsmejeri som betegnes som det første i Danmark, det blev grundlagt i Vestjylland i 1882.

Kilden er en førstehåndskilde, det er en kontrakt som omhandler de regler der er for andelsmejerier. Det er en førstehåndskilde da den ikke er ændret siden den blev skrevet, og blev lavet ved stiftelsen af andelsbevægelsen og er dermed meget troværdig. Reglerne i kontrakten sikre vilkårene for landmændene og mejeriprodukternes kvalitet. Kilden benyttes som en beretning, til at fortælle hvordan kontrakten sikre landmændene gode vilkår. F.eks. står der at alle er forpligtet til at levere al den mælk de malker til mejeriet, bortset fra hvad man selv bruger i hjemmet. Og hvordan de skal fodre og passe deres køer korrekt. Hvis landmændene gør som kontrakten siger, vil de selv få glæde af det. De tre vigtigeste principper indenfor andelsmejerierne ses nedenfor:

- Samme afregning til alle andelshavere. Lige meget hvor meget mælk man producere, så får man samme pris pr. kande mælk.

- Stemmelighed. Alle har 1 stemme, lige gyldigt hvor stort ens mejeri er.

- Solidarisk ansvar. Alle interessenter garanterer med hele deres ejendom i andelsmejeriet.

Link til kilden


Andelsmejeri i Godthåb 1888:

Af Trine

Arbejdernes arbejdsvilkår

I forbindelse med industrialiseringen skete der en urbanisering, hvilket vil sige, at mange mennesker flyttede fra landet til byen for at få arbejde på fabrikkerne.
Før den industrielle udvikling var det almindeligt at tjenestepigerne boede hos deres herskab, karlene på gårdene og arbejderne hos sin mester. Men da industrialiseringen tog fart flyttede arbejderen efterhånden ud af arbejdergiverens husstand, og det dannede basis for spekulationsbyggeri og ringe boligforhold til følge. Boligmanglerne i byerne var derfor store.
I og med at de mange nye fabrikker opstod, var billig arbejdskraft efterspurgt og befolkningen ville selvfølgelig bosætte sig der, hvor de havde mulighed for de højeste lønninger. Vandringerne startede i midten af 1840’erne, men tog først rigtig fart mellem 1860 og 1870. I 1870 omfattede bybefolkningen 25 % af landets samlede befolkning, og ved folketællingen i 1901 var dette tal steget til 40 %.
Arbejdernes arbejdsvilkår var under industrialiseringen ringe. Mange måtte arbejde helt fra solopgang til solenedgang og fik en ekstremt ringe løn.


Vi vil analysere tre kilder fra perioden for at få en forståelse for hvordan ardejdernes forhold var under industrialiseringen. I et læserbrev i socialisten beskriver en arbejder bl.a. hvordan lønnen er så lav, at der næsten ikke er til det ugentlige madforbrug. En kvinde fortæller hendes historie og fortæller her hvordan arbejdet på landet var opslidende og næsten umenneskeligt, men da familien flyttede til byen var fabriksarbejdet en leg til sammenligning. Den tredje kilde er en tabel, der kan give os god fakta om arbejdenes arbejdstid gennem årene. Til sidst vil vi sammenholde de tre kilder og det vil give os et billede af arbejdernes vilkår i perioden.


- Skrevet af Kathrine

Kilden: En kvinde fortæller i 1927
Kilden beskriver hendes forældres arbejde i 1856-1868. Familien flyttede til landet fra storbyen for at finde arbejde. Dette blev en tragedie for familien. Det var en trist tilværelse for arbejderne på landet, farens arbejde bestod i at væve hele dagen. Dagen begyndte så snart solen stod op og han arbejde hårdt helt til den gik ned.

Morens arbejdsdag gik med at passe hus og have, høns og ged og derudover hjalp hun faren med vævningen.

Der var få lyspunkter i deres liv, som når gårdsfolkene besøgte familien og skulle have vævet, så kom de med godbidder som flæsk, ost og smør.

I 1868 beslutter familien at flytte til Horsens, hvor der blev bygget fabrikker. Her kunne faren få arbejde, og havde nu kun en arbejdsdag fra 6-morgen til 6-aften og med 1½ times pause. Arbejdet på fabrikken blev beskrevet som en børneleg i forhold til det hårde slid på landet.

Afsenderen er en datter af en normal 1800-tals familie.

Hun fortæller først sin historie i 1927 dvs. ca. 60 år efter. Da kilden ikke er samtidig kan detaljer være gået tabt gennem årene.

Formålet med kilden er at fortælle sandheden om arbejdernes vilkår både på landet men også i byerne på fabrikkerne.

Kilden er en 1. håndskilde da det er datteren i familien der fortæller deres historie og hun har derfor selv været vidne til begivenhedernes gang.

Kilden kan bruges som et levn da den er meget tendentiøs. Vi får kun historien fra hendes synsvinkel og ikke fra fx. arbejdsgivere og ledere.

Vi kan stadig godt bruge kilden til at tegne et billede af arbejdsvilkårene gennem industrialiseringen.    

Kilde: Den årlige arbejdstid for maskinarbejdere hos J.G.A. Eickhoff 

Periode	Normaltimer	Overarbejdstimer	Søndagstimer	Arbejdstimer i alt
1850'erne	3208	157	384	3749
1860'erne	3182	166	390	3738
1870-73	3211	32	392	3635
1880'erne	3012	77	74	3163
1890'erne	2963	62	46	3071
1900-1906	2886	35	15	2901

Kilden er en tabel over arbejdstiden for maskinarbejdere på et år. Den viser et drastisk fald fra 1850´erne til begyndelsen af 1900-tallet. Tabellen viser at arbejderne arbejdede alle ugens dage og havde en masse overarbejde. I 1870 sluttede kornsalgsperioden, dette gjorde at Danmark nu havde fået konkurrenter til deres kornsalg. Dette medførte at flere mennesker flyttede til byerne, og fik arbejde på fabrikkerne - hermed kunne fabrikkerne presse lønnen i bund og tvinge dem til at arbejde længere. I tabellen kan vi se at fra 1870-73 topper normal -og søndagstimerne for maskinarbejderne. Forholdende blev i det store hele markant forbedrede fra 1850 til starten af 1900-tallet, arbejdstimerne i alt faldt fra 3749 til 2901 dvs. med lidt mere end 800 timer, så vi kan altså se at der er en stor forbedrelse på arbejdernes vilkår.   

Trykkemaskine fra firmaet J.G.A Eickhoff:

- Trine, Kathrine og Pernille  

Kilde: 28. oktober 1871: Læserbrev i Socialisten
En arbejder beskriver d. 28. oktober 1871 i et læserbrev i ”Socialisten” om arbejdernes vilkår.
Socialisten var Danmarks første arbejderavis. Arbejderen beskriver bl.a. hvordan en mand der råder over 20 mark om ugen til fødevarer, er kommet til at tage for 28 mark. Arbejderen sætter spørgsmålstegn ved om han så skulle sulte ugen efter. Der bliver beskrevet at hvis arbejderne beder om løn for arbejde om søndagen, får de sparket.
Modtagerne er læserne af ”Socialisten”. Arbejderen prøver at opfordre dem til at holde hovedet højt og tro på at de går bedre tider i møde. Han holder arbejdernes gejst oppe ved at sige at andre faktisk har det endnu værre. Kilden er meget tendentiøs, fordi vi kun hører arbejdsforholdene fra en arbejder selv. Det er både en 1. og 2. håndskilde. Arbejderen har selv oplevet nogle af hændelserne, mens andre er blevet fortalt til ham. Vi kan derfor bruge den som et levn, da vi kan få et indblik i arbejdernes vilkår. Den er derfor ikke så troværdig, men god til at give os en forståelse af hvordan det var at være arbejder under industrialiseringen.


I læserbrevet fra Socialisten gives der et klart billede af, hvor hårdt det har været at arbejde på fabrikkerne i perioden. Året 1871, er kun et år efter kornsalgsperioden, hvor en masse folk flyttede fra landet til byerne for at finde arbejde. Som vi kan se på tabellen er årene 1870-73 også de hårdeste mht. arbejdstimer. Det er i disse år, at herrerne på fabrikkerne kan tillade sig at kræve mere af arbejderne, da der er så stor en tilstrømning af mennesker til byerne. Det betyder flere arbejdstimer og lavere lønninger. Læserbrevet bliver altså skrevet i den sværeste tid for arbejderne, og det som sagt formålet at holde humøret højt. Kilden er god da den er samtidig, og der er derfor ikke noget der kan være gået tabt gennem årene. Alle informationer og historier er nybagte og det giver os en troværdig kilde. Men vi skal selvfølgelig huske på at det både er en 1.- og 2. håndskilde da arbejderen ikke har oplevet det hele selv. Derfor kan vi ikke helt stole på at det er sandheden vi får fortalt. Der kan være pyntet på historien fra mund til mund, så man skal huske at stille sig kritisk overfor sådan en kilde.
Kilden, hvor kvinden fortæller mange år efter hændelserne har fundet sted (1927), er også svær at stole 100% på. Efter så mange år kan hun have glemt lidt af sandheden og fortælle historien sådan nogenlunde. Kilden er godt nok en 1. håndskilde så vi kan være sikre på at det er nogle hændelsesforløb, som hun selv har været en del af. Igen er det bare vigtigt at vi forholder os kritiske til en kilde der ikke er skrevet samtidig med perioden.
Både læserbrevet og kvindes historie kan bruges som levn, da de er meget tendentiøse og derfor ikke helt troværdige. Vi kan ikke helt få et ordentligt billede af arbejdernes forhold, da vi kun hører det fra arbejdernes synsvinkel. Det kunne være super interessant at høre historien fra herrernes side og på den måde sammenholde kilderne. Dog giver det os en forståelse for, hvordan arbejderne har haft det under industrialiseringen.


- Skrevet af Kathrine

Landbrugets ændring gennem industrialiseringen

Industrialiseringen gjorde det muligt at dyrke markerne hurtigere ved hjælp af maskiner. Fra 1830-1870 var der den store kornsalgsperiode. I denne periode var der ekstra stor produktion.

I 1856 blev landbrughøjskolen stiftet og hermed var det muligt at lære om landsbruget, og dyrke jorden rigtigt. Dette gjorde det muligt for bønderne at passe deres marker på den rigtige måde og dermed få større udbytte. Samtidig skete der rigtig meget på den teknologiske front. fx. blev redskaber som kartoffeloptager og slåmaskiner nu en realitet.

Dvs. Landbrugets før meget naturstyrede processer blev lige pludselig kontrolleret og hjulpet på vej af mennesker, men med naturens egne produkter som fx. gødning.

Da alt havde gået godt for Dk gennem det meste af 1800-tallet, vendte tiderne pludselig!

I 1870 er de gode tider forbi.

Danmark får pludselig massiv konkurrence fra både Rusland og USA. De kunne producerer billigere korn, og komme længere omkring med dem ved de nyanlagte jernbane- og dampskibsruter.

Det danske landbrug var nu i dyb krise, så der skulle store ændringer til for at rette op på dette. Hele landbruget måtte lægges fuldstændig om.

Dette var en rigtig klog beslutning, som stadig holder ved den dag i dag.

Danmark besluttede nemlig at omlægge landbruget fra vegetabilsk- til animalske produkter.

Dvs. Danmark skulle nu producere: Bacon, mælk og smør. DK kunne altså fodre deres dyr billigt med det billige korn fra enten Rusland eller USA.

Det  første andelsmejeri blev grundlagt i 1882 og nu blev der oprettet mejerier i hvert et sogn.

- Skrevet af: Pernille

Industrialiseringen

Industrialiseringen var en periode på 150 år fra 1800-tallet til midten af 1900-tallet. Kendetegnet ved denne periode er, at virksomhederne begynder at bruge maskiner for at forøge produktiviteten og elektrificeringen breder sig også over Danmark. Kornsalgsperioden fra 1830-1870 var startskuddet til industrialiseringe i Danmark. Der var efterspørgelse på korn i særdeleshed fra England, men også fra andre Europæiske lande. På grund af lavere kornspriser fra Rusland og USA belv Danmark udkonkurreret på kornmarkedet. I 1870 omlægges landbruget fra vegetabelt til animalsk produktion.
Ny teknologi og nye organisationsformer blev skabt, og byerne kom ind i en vækst, som fortsatte uden ophør. Dermed steg antallet af industriarbejdere også, da folk fra landet udvandrede til byerne. På grund af folkevandringerne plagedes byerne af overbefolkning, og levevilkårene var meget usle.
Byernes stigende befolkningstal  medførte et stigende uddannelsesbehov og derfor et behov for skolebyggerier. Det gjorde, at kvinder fik mulighed for at uddanne sig til lærerinder og dermed fik adgang til det lønnede arbejdsmarked. Det var dog stadig normalt, at en kvinde holdt op med at arbejde igen, når hun blev gift.

Dampmaskinen har været et symbol på industrialiseringen. Dampmaskinen var nyttig i forhold til vind- og vandkraft fordi den kunne placeres hvor som helst, og kraftforsyningen var ikke afhængig af naturen. Med dampmaskinen fulgte også andre moderne arbejdsmaskiner og store bygningsanlæg. Dampmaskinerne, damplokomotiverne og dampskibene krævede alle mere energi. Løsningen på dette var mere importeret kul. I 1800 importeredes ca. 100.000 tønder kul, i 1840 ca. 400.000 og i 1870 var det helt oppe på 4,5 millioner tønder. For første gang i historien blev den danske befolkning afhængig af en importeret vare.