Venstre kæmpede for parlamentisme, som går ud på at en regering enten skal have et flertal i parlamentet bag sig eller ikke må have et flertal imod sig. Højre afviste dette krav, og Venstre gjorde alt for at tvinge sin vilje igennem. I 1873 nægtede Venstre at stemme for finansloven, og det endte med Højre-regeringens afgang i 1874. Dette betød dog ikke en sejr for Venstre, da J.B.S Estrup som var statsminister (1875-1894) ikke havde nogen respekt for folketingsflertallet. Venstre lagde et massivt pres på regeringen- finanslovsbevillingerne blev beskåret til et minimum og derudover lammede de lovgivningsarbejdet maksimalt. De provisoriske love gjorde det muligt for Estrup at udstede love på egen hånd. Grundloven havde nemlig en nødpragraf, der muliggjorde dette ’i særdeles påtrængende tilfælde’, hvis Rigsdagen ikke kunne mødes- dette udnyttede Estrup ved at sende Rigsdagen hjem, selvom det var i strid med tankegangen i Grundloven. Da der d. 21. oktober blev affyret skud mod Estrup, udsatte statsministeren Rigsdagens møder til ubestemt tid og gennemførte hurtigt to provisoriske love. Den første var gendarmsprovisoriet som genoprettede et ridende politi under militær kommando. Den anden gjorde det til en kriminalitet at kritisere regeringen. Landet led under Estrup’s diktaturmetoder, og alle forsøg på at opnå normale forhold slog fejl. Modstanderne stod meget svagt. Grundloven gav kun Rigsdagen lov til at mødes i to måneder om året, og det gav Estrup mulighed for stærk dominans af landet.
- Kathrine 3.z
Ingen kommentarer:
Send en kommentar