Toblokssytemet

Efter systemskiftet i 1901 opstod der et toblokssystem, der netop afspejlede de nye skillelinjer i befolkningen: på den ene side fandtes landarbejderne, husmændene og byarbejderne og på den anden side de velstillede i by og på land. På den ene side af denne skillelinje stod Højre, der senere skiftede navn til Konservative Folkeparti, fordi partiet accepterede den lige og almindelige valgret og parlamentartismen. Venstre flyttede langsomt over mod Højre, da dets venstrefløj havde dannet deres eget parti, Det Radikale Venstre, i protest modmilitærudgifter. Ude på venstrefløjen kom som følge af industrialiseringen Socialdemokratiet frem for fuld kraft. Toblokssystemet bestod således af Højre og Venstre og på den anden side Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne.

Reelt set lå socialdemokrater og radikale ret langt fra hinanden, idet De Radikale ønskede at bevare det markedsøkonomiske system, mens Socialdemokraterne arbejdede for et fælles socialistisk samfund med fælleseje af produktionsmidlerne. Til trods for deres forskellige ønsker, kunne de enes om reformer, og en ny alliance var ved at dannes.

Den demokratiske ændring af Grundloven blev gennemført under radikal ledelse, da Det Radikale Venstre dannede regering i 1909-10 og igen fra 1913-20.

En ny grundlov belv gennemført i 1915, hvor de største ændringer var, at den priviligerede valgret til Landstinget blev afskaffet, og at nye grupper fik valgret - kvinder og tjenestefolk. Valgretsalderen blev sat ned og yderligere blev det bestemt, at partierne skulle være ligeligt repræsenteret, dvs. forholdstalvalg. Til slut blev det besluttet, at Grundloven skulle gøres meget svær at ændre. I denne reform kan man tale om et kompromis, da Højre måtte bøje sig og gå med til at afskaffe den priviligerede valgret i Landstinget! Dog kom der Højre noget til gode, da der i 1920 blev indført en udjævningsordning med tillægsmandater, hvilket resultarede i, at det nye Konservative Folkeparti fik en stærkere position i Folketinget.

Med den nye grundlov fulgte også, at valgdeltagelsen steg til ca. 80 %, hvilket styrkede parlamentarismen, hvor den forsamling, der skulle afgøre, hvilken regering der blev udnævnt, hvilede på en så bred vælgerbasis.

Valgdeltagelsen var nu steget, partierne var blevet fastere organiseret og de repræsenterede mere entydigt hver sin befolkningsgruppe. Man kan således sige, at demokratiet nu var realiseret.


- Skrevet af Emilie

Grundloven - baggrund og konsekvenser

Grundloven blev dannet i 1849 på baggrund af Treårskrigen. Besættelsen af Danmark styrkede befolkningens sammenhold om et demokrati. Befolkningen og politikerne havde et ønske om at ændre Grundloven.Grundloven er Danmarks forfatning, dvs. det er den liv som beskriver reglerne for samfundet. Grundloven beskriver blandt andet den enkelte borgers rettigheder, f.eks. at vi har ytringsfrihed.


Grundloven var bygget over magtfordelingsprincipper, dvs. at den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt skulle være adskilt. Folketinget har den lovgivende magt, det er dem som vedtager lover i Danmark. Kongen har den udøvende magt, men i praksis er det regeringen som har denne. Det er dem som sørger for at lovene bliver til en realitit, men loven har dog kun værdi hvis Kongen eller en minister underskriver den. Domstolene har den dømmende magt, domstolene dømmer, om lovene overholdes. De tre magtprincipper blev begyndelsen på et demokratisk styre, selvom der dog kun var 14 procent af befolkningen som havde stemmeret. Det var de kloge og dem med en ok indkost. Udover at sige hvordan demokratiet skulle fungere, indeholdt Grundloven også de borgerlige og politiske rettigheder. Dette skete ved at man havde to Tinge, Landstinget og Folketinget. I Landstinget skulle man være over 40 år og have en god indtægt for at blive valgt - det var altså godsejere som dominerede Landstinget, hvor at bønderne dominerede Folketinget. Derfor blev Landstinget til en konservativ garanti, alle love skulle vedtages både i Folketinget og i Landstinget.  I de følgende år var der et konservativt flertal i Landstinger. Dette medførte et problem, da der ikke var nogen regler for, hvordan konflikterne mellem Landstinget og Folketinget skulle løses. Dette resulterede i en forfatningskamp mellem Højre og Venstre, og pga. den store forskel mellem godsejerne og bønderne - resulterede det i at de ikke kunne samarbejde.


Af Trine

Forfatningskampen

Venstre kæmpede for parlamentisme, som går ud på at en regering enten skal have et flertal i parlamentet bag sig eller ikke må have et flertal imod sig. Højre afviste dette krav, og Venstre gjorde alt for at tvinge sin vilje igennem. I 1873 nægtede Venstre at stemme for finansloven, og det endte med Højre-regeringens afgang i 1874. Dette betød dog ikke en sejr for Venstre, da J.B.S Estrup som var statsminister (1875-1894) ikke havde nogen respekt for folketingsflertallet.  Venstre lagde et massivt pres på regeringen- finanslovsbevillingerne blev beskåret til et minimum og derudover lammede de lovgivningsarbejdet maksimalt. De provisoriske love gjorde det muligt for Estrup at udstede love på egen hånd. Grundloven havde nemlig en nødpragraf, der muliggjorde dette ’i særdeles påtrængende tilfælde’, hvis Rigsdagen ikke kunne mødes- dette udnyttede Estrup ved at sende Rigsdagen hjem, selvom det var i strid med tankegangen i Grundloven. Da der d. 21. oktober blev affyret skud mod Estrup, udsatte statsministeren Rigsdagens møder til ubestemt tid og gennemførte hurtigt to provisoriske love. Den første var gendarmsprovisoriet som genoprettede et ridende politi under militær kommando. Den anden gjorde det til en kriminalitet at kritisere regeringen. Landet led under Estrup’s diktaturmetoder, og alle forsøg på at opnå normale forhold slog fejl.  Modstanderne stod meget svagt. Grundloven gav kun Rigsdagen lov til at mødes i to måneder om året, og det gav Estrup mulighed for stærk dominans af landet.

- Kathrine 3.z