Industrialiseringen

Industrialiseringen var en periode på 150 år fra 1800-tallet til midten af 1900-tallet. Kendetegnet ved denne periode er, at virksomhederne begynder at bruge maskiner for at forøge produktiviteten og elektrificeringen breder sig også over Danmark. Kornsalgsperioden fra 1830-1870 var startskuddet til industrialiseringe i Danmark. Der var efterspørgelse på korn i særdeleshed fra England, men også fra andre Europæiske lande. På grund af lavere kornspriser fra Rusland og USA belv Danmark udkonkurreret på kornmarkedet. I 1870 omlægges landbruget fra vegetabelt til animalsk produktion.
Ny teknologi og nye organisationsformer blev skabt, og byerne kom ind i en vækst, som fortsatte uden ophør. Dermed steg antallet af industriarbejdere også, da folk fra landet udvandrede til byerne. På grund af folkevandringerne plagedes byerne af overbefolkning, og levevilkårene var meget usle.
Byernes stigende befolkningstal  medførte et stigende uddannelsesbehov og derfor et behov for skolebyggerier. Det gjorde, at kvinder fik mulighed for at uddanne sig til lærerinder og dermed fik adgang til det lønnede arbejdsmarked. Det var dog stadig normalt, at en kvinde holdt op med at arbejde igen, når hun blev gift.

Dampmaskinen har været et symbol på industrialiseringen. Dampmaskinen var nyttig i forhold til vind- og vandkraft fordi den kunne placeres hvor som helst, og kraftforsyningen var ikke afhængig af naturen. Med dampmaskinen fulgte også andre moderne arbejdsmaskiner og store bygningsanlæg. Dampmaskinerne, damplokomotiverne og dampskibene krævede alle mere energi. Løsningen på dette var mere importeret kul. I 1800 importeredes ca. 100.000 tønder kul, i 1840 ca. 400.000 og i 1870 var det helt oppe på 4,5 millioner tønder. For første gang i historien blev den danske befolkning afhængig af en importeret vare.